Waymo – Googles selskab for selvkørende biler – har nu kørt 6.500.000 kilometer i deres selvkørende biler på offentlige veje.
Waymos biler kørte den første kilometer i 2009, og derfra tog det 18 måneder at nå 1,6 mio. kilometer. Herefter 14 måneder for at nå 3,2 mio., så 8 måneder for at nå 4,8 mio. Og på de sidste seks måneder har Waymos selvkørende biler nået 6,5 mio. kilometer.
Billedet (grafen) viser antal kørte miles.
Alle kilometer er kørt på offentlige veje, men de har været begrænset til byer i Californiens Bay Area og omkring Phoenix, Arizona, mens nogle test er foregået i Austin, Texas og Kirkland, Washington, alle i USA.
Ikke kun i virkeligheden
Ud over kørsel på virkelighedens veje, har Waymo også kørt 4 milliarder kilometer på virtuelle veje, i en stor computersimulation udviklet af selskabet til formålet. Det er blot 14 dage siden, at Waymo meldte deres selvkørende bil klar til endelig lancering i starten af 2018.