En stor anlagt retssag om tyveri mellem Google og Uber er blevet afgjort uden for retten og koster Uber godt 1,5 milliarder kroner
De helt store kanoner var kørt i stilling og begge Googles grundlæggere Larry Page og Sergey Brin samt den tidligere topchef og medstifter af Uber Travis Kalanick skulle have vidnet i retten, men nu er det hele afgjort – uden for retten.
Uber er gået med til at Google får 0.34 procent af Uber som med nuværende markedsværdi af Uber bliver til 245 milioner dollars (godt 1,5 milliard kroner).
Uber stjal fra Google
Hele retssagen, som startede – og altså sluttede – i sidste uge, handlede om at en tidligere Google ansat, Anthony Levandowski, havde taget nogle CD’ere med forretningshemmeligheder med fra Google, efter han stoppede med at arbejde for Googles afdeling for selvkørende biler.
Travis Kalanick (tv) og Anthony Levandowski da de begge stadig var ansat i Uber. (Foto: Uber)
Siden stiftede han selskabet Otto, der udvikler selvkørende lastbiler og Otto blev kort efter opkøbt af Uber, der nu fik adgang til både Anthony Levandowski og CD’erne fra Google.
Da Uber købte Otto, mente Ubers daværende CEO Travis Kalanick at han havde skudt papegøjen, for Uber fik fat i selve Levandowski. Levandowski var personen der stod i spidsen for udvikling af de første selvkørende prototype biler hos Google. I 2016 forlod han Google for at stifte Otto sammen med Lior Ron, der også var en tidligere Google medarbejder, dog for Google Maps.
Kalanick mente, at med Levandowski ombord, kunne Uber skære mindst 1 år af udviklingen af deres selvkørende biler. Det viste sig dog relativt hurtigt, at Levandowski ikke kunne lave mirakler hos Uber, og kort tid efter blev Levandowski via en retssag, forbudt at arbejde for Otto, nu Uber, på grund af tyveriet af 9,7 Gb forretninghemmeligheder. Retssagen var anlagt af Google i februar 2017 og vundet i maj 2017.
Den rigtige historie forsvinder
Retssager der ender i forlig, er i USA ikke underlagt offentlighedsforpligtelser, så vi får aldrig detaljerne om hvad Uber vidste, hvordan Google afslørede tyveriet eller om Uber havde brugt noget af information på CD’erne i deres egen udvikling.
Men inden forliget blev til en realitet fredag, nåede den tidligere Uber topchef Travis Kalanick – der blev smidt ud af Uber på grund af anklager om sexchikane i 2017 – at komme med sin historie fra vidneskranken.
I følge Kalanick, så han aldrig de omtalte CD’ere og han vidste hellere ikke noget om deres eksistens. Da han af Googles advokat blev spurgt om han ville have brugt dem, havde han vidst at de fandtes, svarede han “Muligvis”.
Det eneste vi ved nu, er at Google er blevet ejer af en lille bid af Uber, og at Uber kommer i seriøse problemer hvis det siden hen viser sig, at Uber benytter algoritmer eller teknologi udviklet af Google. Om Anthony Levandowski kommer til at arbejde med selvkørende biler igen, står hen i det uvisse.