Selvkørende biler vil halvere efterspørgslen af personbiler i 2030

Selvkørende bil skal have rettigheder

I en ny rapport fra konsulentfirmaet KPMG, kan man læse at et abonnement på selvkørende biler vil mere end halvere efterspørgslen af almindelige personbiler frem mod 2030.

Rapporten der blev udgivet i mandags, brugte geo-data fra mobiltelefoner til at beregne kørselsbehovet i tre amerikanske storbyer.

KPMG forudsiger, at det især er i storbyer og storbys-forstæder at efterspørgslen vil være størst. Waymo (Googles selskab for selvkørende biler), Uber, Lyft, Tesla, Ford og andre har tidligere udtalt, at de arbejder på en slags taxi-service, hvor man betaler et abonnement hver måned, og får adgang til at tilkalde en selvkørende bil når som helst, i bestemte områder, for eksempel indenfor bygrænserne af en storby.

Biler holder stille i 95% af tiden

I dag holder en personbil stille i 95% af sin levetid. Det betyder økonomisk, at den største del af værditabet på en almindelig personbil sker mens den holder stille. Der er også brug for mange parkeringspladser til de mange stillestående biler, som bare står og fylder op i byerne. Derudover, er der også ganske store mængder naturressourcer bundet op i de biler der bare holder stille.

En abonnement på en selvkørende bil vil adressere alle disse problemer, samt sænke udgiften til at have adgang til en bil. Og jo flere abonnements-biler der er, jo billigere bliver abonnementet på grund af stordriftsfordelene. For eksempel har Volvo og Uber fornyligt lavet en aftale om 24.000 selvkørende biler, hvilket vil være den største selvkørende bilflåde i verden, når aftalen træder i kraft mellem 2019 og 2021.

Færre solgte personbiler

Rapporten peger på, at der i 2030 vil kunne sælges 2,1 mio. personbiler om året i USA, mod 5,4 mio. i dag. Altså mere end en halvering af personbilsalget de næste 12 år. Selvom rapporten er udarbejdet til det amerikanske markedet, vil samme situation meget vel kunne tænkes ske i Danmark og resten af EU. Hvilke nuværende bilproducenter der kommer til at lide under et faldende salg, vil kun fremtiden vise, men topcheferne fra flere producenter, blandt andet Mercedes og Fiat, har tidligere udtalt, at fremtiden tilhører dem der kan tilbyde selvkørende biler på abonnement-basis.

Kilde: cnbc