Samfundet spilder 20 mia på at holde i kø

Køer koster samfundet mange penge. 20 mia. siger DI.

Samfundet spilder ca. 20 milliarder kroner hvert år på trafikforsinkelser. Det viser en ny beregning fra Dansk Industri.

Vi holder for meget for rødt, sidder fast i en kø på lande- eller motorveje, og kommer kun langsomt frem i byerne. Det er ikke kun i København problemet opleves dagligt, omend det er her problemet er størst.

Alt i alt er de samlede samfundsøkonomiske omkostninger ved forsinkelser i trafikken på 20 milliarder kroner for hele 2017, skriver DI Business.

Samfundet sander til

“Transportsystemet er ved at sande til, og virksomheder og medarbejdere spilder tiden med at holde i kø” udtaler Michael Svane, branchedirektør for DI Transport, til DI Business.

Udtalelsen kender de fleste bilister udmærket til. Hver morgen og hver aften, til og fra arbejde, holder pendlerne i kø, hvor de egentligt hellere ville være sammen med familien, spille fodbold eller blot sove lidt længere.

Hos Vejdirektoratet mener man, at forsinkelserne er kommet for blive. Til DI Business udtaler Andreas Egense fra Vejdirektoratet: “Vi skal nok vænne os til, at trafiktrængsel er kommet for at blive. Det går desværre ikke i retning af mindre trængsel, så vores arbejde handler om at begrænse trængslen mest muligt og gøre det på en måde, hvor man tænker sig godt om og laver gode samfundsøkonomiske analyser, så der skabes mest kapacitet for pengene.”

Selvkørende transport vil afhjælpe

Selvkørende lastbiler og varevogne vil afhjælpe på noget af problemet. Disse vogne kan køre om natten og skal ikke overholde hviletidsregler, som chaufførerne skal. Det betyder, at varer kan leveres om natten, i stedet for i dagtimer som det sker i dag. Oven i denne forbedring, kommer fordelene ved selvkørende biler, der kører mere effektivt og dermed mere smidigt i trafikken. Dertil peger en nylig amerikansk rapport på, at salget af personbiler vil falde drastisk over de næste 10-12 år.

I stedet for at købe biler – der holder stille i 95 procent af deres levetid – vil vi få abonnement på en selvkørende bil, der igennem flåde-fordele kan gøre det billigere at blive transporteret på tidspunkter hvor trafikken er mindst. I den sidste ende – hvis al transport bliver selvkørende – kan vi helt undgå rødt lys og køer på veje, idet selvkørende transport ikke har brug for lyskryds og  nedbringer trafikulykker til et absolut minimum. Ulykker på lande- og motorveje er en de store årsager til kødannelse, udover pendlertrafik.