I en række tweets fra Elon Musk, Teslas CEO, forklarer han hvordan de første 1.000 vogne får den nye software update i dag mandag.
Det er kun biler produceret efter d. 26. oktober 2016, der kan få den nye software. Teslaer bygget efter denne dato, benytter en sensor-pakke kaldet HW2, og denne pakke er påkrævet for at softwareopdateringen virker.
Med opdateringen kan en Tesla 100% styre sig selv med hastigheder op til 50 km/t. Målet er at komme op på 160 km/t, men for sikkerhedens skyld har Tesla i først omgang valgt at begrænse hastigheden til 50 km/t. Det betyder i praksis, at hvis du har en Tesla HW2 med nyeste opdatering, så skal du f.eks. ikke længere håndtere motorvejskøer. Bilen accelerere, bremser, skifter vognbane og vælger afkørsel afhængigt af hvad du har fortalt GPS’en.
If all looks good, HW2 Autopilot functionality will switch from shadow to active mode by end of week for cars beyond initial 1000
— Elon Musk (@elonmusk) 8. januar 2017
Derudover, kan bilen selv finde en parkeringsplads, efter den har sat dig af ved hoveddøren, restauranten, kontoret eller hvor du nu ønsker at blive sat af henne.
I første omgang vil 1.000 biler få adgang til de nye funktioner, mens alle andre vogne med HW2 får opdateringen, men ikke funktionaliteten. I disse biler fungerer systemet kun som et skygge-system, hvor systemet er aktiv i baggrunden, og automatisk melder tilbage til Tesla. Her vil ingeniørerne gennemgå data fra alle bilerne, og såfremt der ikke er fejl eller problemer, vil samtlige Teslaer med HW2 få adgang til de nye funktioner.
Ifølge Musk, vil alle Teslaer med HW2 have adgang til alle funktioner inden denne uge er omme. Den nye opdatering kalder Tesla for Autopilot 2.0.
Det er et stort skridt i den rigtige retning, for Tesla og for selvkørende biler i almindelighed. Det er også meget hurtigere end nogen prognose eller ekspert har forsøgt at forudsige.
Selvom Teslaerne nu er klar til at køre selv, så mangler lovgivningen at følge med teknologien. Det vil f.eks. ikke være lovligt i Danmark, at få bilen til at parkere selv, for loven kræver en chauffør bag rattet. Hvornår politikerne vil give lov til selvkørende biler på de danske veje, står endnu ude i det uvisse.