Regeringens transportudspil er ikke selvkørende

Regeringens transportudspil er ikke selvkørende

I sidste uge præsenterede regeringen et nyt transportudspil hvori deres vision om en mere effektiv transportinfrastruktur frem mod 2030 så dagens lys. I planen vil regeringen bruge 27 milliarder kroner til at gennemføre de forskellige projekter.

Gamle visioner i nye biler

Hvis man forventede nye visioner om selvkørende transport og selvkørende biler, blev man slemt skuffet. Faktisk blev automatiseret transport ikke nævnt med et enkelt ord, på trods af at stort set samtlige bilfabrikanter taler om at lancere selvkørende modeller inden 2025.

Peter Sorgenfrei, CEO Autonomous Mobility.

I en kommentar til regeringens nye plan, har direktøren for en af Danmarks første og lige nu største virksomheder inden for selvkørende teknologi, Autonomous Mobility, udtalt: 

“Det kan det undre, at regeringens nye plan for Danmarks infrastruktur frem til 2030 ikke tager højde for den teknologiske udvikling. Der kommer til at ske rigtig meget inden for selvkørende transport de næste ti år.”

“Bilfabrikanter på stribe melder sig parate til at sende mere eller mindre selvkørende biler på gaderne i starten af 2020’erne, og i udlandet er selvkørende shuttle-busser on demand allerede i gang med at revolutionere den kollektive transport.”

Sorgenfrei fortsætter ”Begge dele kan være med til at mindske trængsel på vejene. Derfor kan det undre, at selvkørende eller autonome køretøjer ikke er nævnt i den 48 sider lange investeringsplan for dansk infrastruktur, som regeringen sammen med Dansk Folkeparti.”

Valgår

Med det kommende folketingsvalg indenfor de næste 3 måneder, er dette trafikudspil hvad regeringen går til valg på. Det rummer ikke visioner for den kommende 4-årige valgperiode, og er blot gamle ideer på nye flasker, der egentligt burde drukket for flere år siden.  Desværre forstår oppositionen heller ikke situationens alvor.  De selvkørende biler kommer, og de kommer i stor stil inden 2025.