Præsident Trump og de selvkørende biler

Donald Trump har vundet det amerikanske præsidentvalg og tiltræder som USAs nye præsident d. 20. januar næste år.

Hvordan han vil håndtere den hastigt kommende selvkørende transport, er stadig et ubesvaret spørgsmål, men her er hvad vi ved indtil nu.

Trump vil have 5 millioner lav-løn jobs tilbage til USA. Disse jobs inkluderer jobs i bilindustrien. Problemet er blot, at bilfabrikkerne nu stort set er automatiseret, og at de ikke står og mangler folk til lav-løns stillinger, men derimod højtuddannede, til højt lønnede stillinger.

Vi ved også, at Trump har talt om at opgradere hele den amerikanske infrastruktur, fra togbaner til vejbroer, uden at nævne selvkørende transport med et eneste ord.

Det vil sige, at vi ved ikke, om han er klar over effekterne af selvkørende transport, som f.eks. effektivitetsforbedringer, øget arbejdsløshed blandt chauffører og generelt færre biler på vejene.

Nylige rapporter, bl.a. fra Det Hvide Hus, peger på, at op mod 4,1 mio. chaufførjobs er i farezonen, i takt med at den autonome trafik tager over. Hvordan den nye præsident vil reagere på disse tal, er endnu uvist.

Derfor må vi konkludere, at vi på nuværende tidspunkt kun ved, at Trumps planer om at skabe nye jobs i USA, står overfor mere seriøse udfordringer, end blot at bygge en mur ved Mexico.

Og endelig, så ved vi, at han de næste 4 år, vil blive kørt rundt i en bil med chauffør 24/7. Måske som den sidste præsident, for en selvkørende præsidentbil, vil også være mere sikker, end en tilsvarende manuelt kørt vogn.