En selvkørende lastbil fra Embark kører automatisk 3.900 km for at krydse USA
Embark er et navn mange logistik operatører kommer til at lære at kende de næste år. Selskabet, der blev grundlagt i 2016, har nydt en relativ ukendt tilværelse indtil i denne uge, hvor Embark offentliggjorde, at de har kørt på tværs af USA med en af deres selvkørende lastbiler.
5 dage, kan gøres på 2
Selve turen tog 5 døgn, men det skyldes udelukkende den menneskelige faktor. Der var nemlig en sikkerhedschauffør med ombord, og han skulle trods alt sove og hvile undervejs, du ved, 11-timers reglen.
Perioden hvor lastvognen rent faktisk kørte, var ca. 44 timer, og Embark mener, at turen kan gennemføres på under 2 døgn, når det bliver tilladt for vogntoget at køre helt af sig selv. Det er det ikke på nuværende tidspunkt.
2.400 miles (ca. 3.900 kilometer fra delstarten Californien i vest til Florida i øst. Turen tog i alt 44 timer. (Foto: techcrunch)
Embark har i alt 5 test-vogntog kørende rundt i USA. Selskabets CEO, Alex Rodrigues, regner med at have op til 40 lastvognstog klar inden udgangen af 2018.
En times video på 3 minutter
I følgende video kan du se en time af lastvognens kørsel, kogt ned til 3 minutter. Du ser bl.a. hvordan den overhaler andre vogne, og hvordan den til enhver tid overholder fartgrænserne.
Læs mere om Embark Trucks på deres hjemmeside, som dog ikke er helt opdateret med de nyeste informationer.