Fuldautomatiske selvkørende biler er tæt på at ramme danske veje, gader og stræder, men en ting mangler stadig – smarte intelligente veje.
For få dage siden kunne vi rapportere, at Vejdirektoratet har testet danske vejskilte og vejstriber for læsbarhed af (semi)selvkørende bilers detektionssystemer, som bl.a. kan aflæse hastighedsskilte, f.eks. en Tesla. Vores kilder siger, at testen forløb godt, men betyder det, at de danske veje nu er klar til selvkørende biler?
Læs også: Vejdirektoratet tester om danske veje er klar til selvkørende biler
Smart roads
Smart roads – intelligente veje – er et relativt nyt begreb indenfor transport og infrastrukturområdet. En intelligent vej, opdager selv “ting” på vejen, og kan rapportere det videre til en selvkørende bil. Det kunne være en kø i den retning bilen kører, en hund der er løbet ud på vejen, et udrykningskøretøj, snedriver osv. Alt sammen ting den selvkørende bil først kan “se”, når den er tæt på udfordringen, omkring 200 meter.
Denne sene detektering, undergraver nogle af de fordele de selvkørende biler kommer med. F.eks. vil vi stadig holde i kø, hvis bilen først opdager køen 200 meter inden køen starter. Bilen er smart nok til ikke at banke op i den bagerste i køen – noget vi ser ske i dag med de manuelle biler – men du vil stadig skulle holde i kø.
Spar tid og penge
Der er brug for at inddrage veje og bygninger i trafik-infrastrukturen, så situationer som overstående undgås. En vej der selv kan melde tilbage til de selvkørende biler, vil advare en bil om kø, længe før den er fremme ved køen. Bilen kan så træffe beslutning om at køre en anden vej – uden kø – og bringe dig frem til destinationen hurtigere – trods omvejen – end hvis du holdt stille i en kø og ventede på at få lov til at køre videre.
Det lyder dyrt, men det er det nødvendigvis ikke. Dels sparer vi penge på ikke-tabt produktionstid og dels falder priserne på sensorer og netforbindelser med rasende hastighed i disse år. Alene produktionstabet ved kø er opgjort til ikke mindre end 13 mia. kroner i 2011, og det er kun steget siden. Indregnet er ikke den tid vi mister sammen med familie og venner, mens vi sidder i en kø. Med intelligente veje og biler, kan vi nedbringe dette produktionstab betragteligt, samt få mere tid til familien. Og behøver vi at nævne det: Du kan sove længere om morgenen.