Verdens første elektriske og selvsejlende containerskib søsat i Norge
Et norsk firma har skabt verdens første autonome fragtskib. Skibet er derudover også elektrisk og kan med opladninger fra vedvarende energikilder, kalde sig 100% emissionsfri.
Hvis alt går efter planen, vil skibet uden en besætning om bord, foretage sin første rejse mellem to norske byer inden årets udgang. Tre datakontrolcentre på land, vil overvåge skibet mens det sejler. Tanken er, at skibet – helt af sig selv – skal sejle op og ned af den Norske vestkyst med containere.
Det er ikke verdens første autonome skib – en selvsejlende færge blev lanceret i Finland i 2018 – men det er det første fuldt elektriske containerskib, siger producenten. Yara Birkeland er udviklet af kemikaliefirmaet Yara International og er designet til at reducere emissioner af CO2 og NOx, samt at flytte gods fra veje til havet.
Sparer 40.000 lastbilrejser
Skibet blev først konceptualiseret i 2017 og blev skabt i partnerskab med teknologifirmaet Kongsberg Maritime og skibsværftet Vard. I stand til at sejle med 103 containere og en topfart på 13 knob, vil “M/S Yara Birkeland” bruge et 7 MWh batteri med “omkring tusind gange kapaciteten af en elbil”, ifølge Jon Sletten, fabrikschef for Yaras fabrik i Porsgrunn, Norge.
Han siger, at skibet vil blive opladet ved kajen “før der sejles til containerhavne langs kysten og derefter tilbage igen og erstatter 40.000 lastbilrejser om året.”
Ingen besætning
Uden en besætning ombord, kan udgifterne til at transportere gods af søvejen reduceres og dermed blive yderligere konkurrencedygtig i forhold til land- og lufttransport. “M/S Yara Birkeland” har en bro monteret, hvor en sikkerhedskaptajn sidder og kan overtage styringen af skibet, hvis noget ikke går som planlagt. På samme måde har selvkørende biler – i den nuværende udviklingsfase – både rat og pedaler, som en fysisk person – sikkerhedschaufføren – skal kunne betjene.
Målet er at bygge skibe helt uden aptering og dermed gøre dem 100% besætningsløse, ligesom vi en dag i fremtiden ikke behøver biler med rat og pedaler.