Officielt: Teslas ulykkesstatistik er reduceret med 40% efter ankomsten af Autosteer

Sidste år omkom en mand i et trafikuheld med en Tesla, hvor vognen på tidspunktet for ulykken, kørte med Teslas Autopilot slået til.

Som det er med alle fatale trafikulykker i USA, skal alt indberettes til NHTSA, det amerikanske trafikministerium. I dette specielle tilfælde, udbad NHTSA sig Teslas data 2 år tilbage i tiden, på modellerne S og X.

Nu er NHTSAs undersøgelser afsluttet, og de har ikke fundet fejl på vognen, sensorerne eller den software der styrer vognen. Derimod viser undersøgelsen, at chaufføren der omkom, ikke havde sin opmærksomhed rettet på vejen, som Tesla foreskriver man skal, også selvom vognen er på Autopilot.

Udover at NHTSA nu har frikendt Tesla for et medansvar, så kom undersøgelsen med en stor opmuntring for Tesla ejere. Undersøgelsen viser nemlig en reduktion af ulykker på 40% pr. kørt kilometer, i Teslaer med Autosteer installeret. Autosteer er en funktion der tillader bilen at dreje på rattet af sig selv, f.eks. når bilen skal skifte vognbane på motorvejen.

Tesla, der tidligere har udtalt noget tilsvarende, har nu fået tallene officielt bekræftet af NHTSAs undersøgelse.

NHTSA opfordrer alle Tesla ejere at læse instruktionsbogen grundigt, inden man sætter sig ind i vognen.